No longer free to stir up rebellion in heaven, Satan's enmity against God found a new field in plotting the ruin of the human race. In the happiness and peace of the holy pair in Eden he beheld a vision of the bliss that to him was forever lost. Moved by envy, he determined to incite them to disobedience, and bring upon them the guilt and penalty of sin. He would change their love to distrust and their songs of praise to reproaches against their Maker. Thus he would not only plunge these innocent beings into the same misery which he was himself enduring, but would cast dishonor upon God, and cause grief in heaven.

Dette kapitel er bygget op over 1. mos 3
Da Satan ikke længere havde mulighed for at gøre oprør i Himmelen, fandt hans fjendskab mod Gud et nyt mål i hans planer om menneskehedens ødelæggelse. I det hellige pars lykke og fred så han som i et syn den salighed, som han for evigt havde tabt. Drevet af misundelse besluttede han at tilskynde dem til ulydighed og at påføre dem syndens skyld og straf. Han ville forvandle deres kærlighed til mistro og deres lovsange til bebrejdelser mod deres skaber. Således ville han ikke alene kaste disse uskyldige væsener ud i den samme ulykke, som han selv var i, men han ville også kaste vanære på Gud og skabe sorg i Himmelen.