In solitude Moses reviewed his life of vicissitudes and hardships since he turned from courtly honors and from a prospective kingdom in Egypt, to cast in his lot with God's chosen people. He called to mind those long years in the desert with the flocks of Jethro, the appearance of the Angel in the burning bush, and his own call to deliver Israel. Again he beheld the mighty miracles of God's power displayed in behalf of the chosen people, and His long-suffering mercy during the years of their wandering and rebellion. Notwithstanding all that God 472 had wrought for them, notwithstanding his own prayers and labors, only two of all the adults in the vast army that left Egypt had been found so faithful that they could enter the Promised Land. As Moses reviewed the result of his labors, his life of trial and sacrifice seemed to have been almost in vain. Yet he did not regret the burdens he had borne. He knew that his mission and work were of God's own appointing. When first called to become the leader of Israel from bondage, he shrank from the responsibility; but since he had taken up the work he had not cast aside the burden. Even when the Lord had proposed to release him, and destroy rebellious Israel, Moses could not consent. Though his trials had been great, he had enjoyed special tokens of God's favor; he had obtained a rich experience during the sojourn in the wilderness, in witnessing the manifestations of God's power and glory, and in the communion of His love; he felt that he had made a wise decision in choosing to suffer affliction with the people of God, rather than to enjoy the pleasures of sin for a season.

I ensomheden så Moses tilbage på sit liv med dets omskiftelser og vanskeligheder, lige fra det øjeblik han gav afkald på æresbevisningerne ved hoffet og kongeværdigheden i Ægypten for at slutte sig til Guds udvalgte folk. Han mindedes de lange år i ørkenen, hvor han vogtede Jetros kvæg, engelen, der viste sig for ham i den brændende busk, og opfordringen om at befri Israel. Han så på ny de vældige mirakler, Gud havde udført for sit folk, og tænkte på hans tålmodighed og barmhjertighed i alle de år, de havde vandret i ørkenen og gjort oprør imod ham. Til trods for alt det, Gud havde gjort for dem, og til trods for alle hans egne bønner og anstrengelser blev kun to af dem, der var voksne, da den vældige hær forlod Ægypten, fundet værdige til at drage ind i det forjættede land. Når Moses tænkte på de resultater, der var opnået ved hans arbejde, så det ud, som om alle hans vanskeligheder og ofre næsten havde været forgæves. Men til trods herfor beklagede han sig ikke over de byrder, han havde måttet bære. Han vidste, at Gud selv havde tildelt ham dette arbejde. Da han blev opfordret til at befri Israel fra slaveriet, veg han tilbage for ansvaret, men da han først havde påtaget sig opgaven, kastede han ikke byrden fra sig. Selv da Herren havde i sinde at fritage ham fra ansvaret og tilintetgøre det oprørske Israel, kunne han ikke gå med til det. Skønt hans prøvelser havde været store, havde han på en ganske særlig måde været genstand for Guds gunst. Han havde høstet en rig erfaring under opholdet i ørkenen, da han fik lov at se Guds magt og herlighed og blev gjort delagtig i hans kærlighed. Han følte, at han havde handlet klogt, da han valgte at lide ondt med Guds folk i stedet for at nyde syndens glæder en kort tid.