He was permitted to look down the stream of time and behold the first advent of our Saviour. He saw Jesus as a babe in Bethlehem. He heard the voices of the angelic host break forth in the glad song of praise to God and peace on earth. He beheld in the heavens the star guiding the Wise Men of the East to Jesus, and a great light flooded his mind as he called those prophetic words, "There shall come a Star out of Jacob, and a Scepter shall rise out of Israel." Numbers 24:17. He beheld Christ's humble life in Nazareth, His ministry of love and sympathy and healing, His rejection by a proud, unbelieving nation. Amazed he listened to their boastful exaltation of the law of God, while they despised and rejected Him by whom the law was given. He saw Jesus upon Olivet as with weeping He bade farewell to the city of His love. As Moses beheld the final rejection of that people so highly blessed of Heaven--that people for whom he had toiled and prayed and sacrificed, for whom he had been willing that his own name should be blotted from the book of life; as he listened to those fearful words, "Behold your house is left unto you desolate" (Matthew 23:38), his heart was wrung with anguish, and bitter tears fell from his eyes, in sympathy with the sorrow of the Son of God.

Han fik lov at følge tidens strøm og se vor frelsers første komme. Han så Jesus som barn i Betlehem. Han hørte engleskaren istemme den glade sang: "Ære være Gud i det højeste og på Jorden fred." Han så den stjerne, som ledede de vise mænd fra Østerland hen til Jesus, og et stort lys fyldte hans sjæl, da han erindrede sig disse profetiske ord: "En stjerne opgår af Jakob, et herskerspir løfter sig fra Israel!" 4. Mos. 24, 17. Han så de beskedne kår, Kristus levede under i Nazaret, og hvorledes han, drevet af kærlighed og medfølelse, gik omkring og helbredte. Han så også den stolte og vantro nation forkaste ham. Han hørte med forfærdelse, hvorledes de roste sig af, at de ophøjede Guds lov, samtidig med at de foragtede og forkastede ham, som havde givet loven. Han så Jesus på Oliebjerget, hvorfra han grædende tog afsked med den by, han elskede. Da Moses så, at dette folk til slut blev forkastet -det folk, der var blevet så rigt velsignet af Himmelen, og som han havde arbejdet, bedt og ofret for, og for hvis skyld han havde været villig til at lade sit eget navn udslette af Livets bog, og da han hørte de frygtelige ord: "Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!" (Matt. 23, 38), da knugedes hans hjerte af smerte, og tårerne strømmede ned ad hans kinder af medfølelse med Guds sørgende Søn.