Never, till exemplified in the sacrifice of Christ, were the justice and the love of God more strikingly displayed than in His dealings with Moses. God shut Moses out of Canaan, to teach a lesson which should never be forgotten--that He requires exact obedience, and that men are to beware of taking to themselves the glory which is due to their Maker. He could not grant the prayer of Moses that he might share the inheritance of Israel, but He did not forget or forsake His servant. The God of heaven understood the suffering that Moses had endured; He had noted every act of faithful service through those long years of conflict and trial. On the top of Pisgah, God called Moses to an inheritance infinitely more glorious than the earthly Canaan.

Den retfærdighed og kærlighed, som Gud lagde for dagen i sin handlemåde med Moses, blev først overgået, da Gud ofrede sin Søn. Gud nægtede Moses adgang til Kanaans land for at lære menneskene en lektie, som aldrig skulle glemmes. Han ville dermed vise, at han forlanger fuldkommen lydighed, og at menneskene skal vogte sig for at tage den ære, som tilkommer deres skaber. Han kunne ikke opfylde Moses' bøn om at få del i Israels arv, men han glemte eller svigtede ikke sin tjener. Himmelens Gud forstod de lidelser, som Moses havde gennemgået. Han havde lagt mærke til hver eneste trofast handling i de lange, prøvende år. På Pisgas tinde skænkede Gud Moses en arv, som var langt herligere end det jordiske Kanaan.