In obedience to the divine command Joshua marshaled the armies of Israel. No assault was to be made. They were simply to make the circuit of the city, bearing the ark of God and blowing upon trumpets. First came the warriors, a body of chosen men, not now to conquer by their own skill and prowess, but by obedience to the directions given them from God. Seven priests with trumpets followed. Then the ark of God, surrounded by a halo of divine glory, was borne by priests clad in the dress denoting their sacred office. The army of Israel followed, each tribe under its standard. Such was the procession that compassed the doomed city. No sound was heard but the tread of that mighty host and the solemn peal of the trumpets, echoing among the hills and resounding through the streets of Jericho. The circuit completed, the army returned in silence to their tents, and the ark was restored to its place in the tabernacle.

Josua betragtede Jerikos indtagelse som det første skridt på vejen til Kanaans erobring, men først og fremmest søgte han at opnå en forsikring om Guds hjælp, og det fik han. Da han havde trukket sig tilbage fra lejren for at tænke og bede om, at Israels Gud ville drage foran sit folk, så han en bevæbnet kriger. Han var høj af vækst, så respektindgydende ud og stod med "draget sværd i hånden". På Josuas spørgsmål: "Er du en af vore eller en af vore fjender?" svarede han: "Jeg er fyrsten over Herrens hær; lige nu er jeg kommet!" Josua fik den samme befaling, som Moses havde fået ved Horeb: "Drag dine sko af fødderne, thi det sted, du står på, er helligt!" og han var straks klar over, hvem den mystiske fremmede var. Det var Kristus, den Højtlovede, der stod foran Israels leder. I dyb ærefrygt kastede Josua sig på sit ansigt og tilbad, og han modtog denne forsikring: "Se, jeg giver Jeriko og dets konge og krigere i din hånd." Han fik samtidig anvisning på, hvorledes byen skulle indtages.