The utter destruction of the people of Jericho was but a fulfillment of the commands previously given through Moses concerning the inhabitants of Canaan: "Thou shalt smite them, and utterly destroy them." Deuteronomy 7:2. "Of the cities of these people, . . . thou shalt save alive nothing that breatheth." Deuteronomy 20:16. To many these commands seem to be contrary to the spirit of love and mercy enjoined in other portions of the Bible, but they were in truth the dictates of infinite wisdom and goodness. God was about to establish Israel in Canaan, to develop among them a nation and government that should be a manifestation of His kingdom upon the earth. They were not only to be inheritors of the true religion, but to disseminate its principles throughout the world. The Canaanites had abandoned themselves to the foulest and most debasing heathenism, and it was necessary that the land should be cleared of what would so surely prevent the fulfillment of God's gracious purposes.

Derpå lagde de med sværdet band på alle byens indbyggere, alt levende i byen, mænd og kvinder, unge og gamle, hornkvæg, småkvæg og æsler. Kun den trofaste Rahab og hendes husstand blev reddet i overensstemmelse med spejdernes løfte. Byen blev stukket i brand. Dens paladser og templer, dens storslåede boliger med alt deres luksusudstyr, de kunstfærdige draperier og kostbare klæder blev flammernes bytte. Det, der ikke kunne brændes, sølvet og guldet og kobber og jernsagerne, skulle benyttes i tabernakeltjenesten. Selve det sted, hvor byen havde ligget, blev bandlyst. Jeriko skulle aldrig genopbygges som en fæstning. Der blev udtalt forbandelser over den, der vovede at genopbygge de mure, som Guds magt havde omstyrtet. I hele Israels nærværelse udtaltes denne højtidelige erklæring: Forbandet være den mand for Herrens åsyn, som indlader sig på at opbygge denne by, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte at lægge grunden og hans yngste at sætte dens portfløje ind.