Returning with the trophies of victory, they angrily reproached Gideon: "Why hast thou served us thus, that thou calledst us not, when thou wentest to fight with the Midianites?"

Da Gideon kom tilbage efter at have forfulgt Israels fjender, kritiserede hans egne landsmænd ham. Da de israelitiske mænd drog imod midjanitterne på hans opfordring, blev Efraims stamme hjemme. De anså det for at være farligt at kæmpe imod midjanitterne, og da Gideon ikke rettede nogen speciel opfordring til dem, benyttede de det som en undskyldning til ikke at drage i krig sammen med deres brødre. Ved rygtet om Israels sejr blev efraimitterne imidlertid misundelige, fordi de ikke havde nogen andel i den. Da midjanitterne var blevet slået på flugt, bevogtede efraimitterne Jordans vadesteder på Gideons befaling og forhindrede derved den flygtende fjende i at undslippe. På den måde lykkedes det at dræbe et stort antal fjender, deriblandt de to høvdinge Oreb og Zeeb. Efraimitterne kom derved til at tage del i den sidste fase af slaget og bidrog til at gøre sejren fuldstændig. Til trods herfor var de misundelige og vrede, som om Gideon havde handlet fuldstændig på egen hånd. De tog ikke Guds andel i Israels sejr i betragtning og satte ikke pris på, at han i sin nåde havde befriet dem med sin magt. Alene dette var et vidnesbyrd om, at de ikke var værdige til at være hans særlige redskaber.