The sons of Eli, instead of realizing the solemnity of this symbolic service, only thought how they could make it a means of self-indulgence. Not content with the part of the peace offerings allotted them, they demanded an additional portion; and the great number of these sacrifices presented at the annual feasts gave the priests an opportunity to enrich themselves at the expense of the people. They not only demanded more than their right, but refused to wait even until the fat had been burned as an offering to God. They persisted in claiming whatever portion pleased them, and, if denied, threatened to take it by violence.

Elis sønner forstod ikke alvoren i denne symbolske tjeneste, men tænkte kun på, hvorledes de kunne drage mest mulig fordel af den. De var ikke tilfredse med den del af takofrene, der tilfaldt dem, men krævede en ekstra andel. Da der blev frembåret et betydeligt antal af disse ofre ved de årlige fester, benyttede præsterne lejligheden til at berige sig selv på folkets bekostning. De forlangte ikke blot at få mere, end der tilkom dem, men nægtede at vente, til fedtet var ofret til Gud. De forlangte at få netop den del af offeret, som de helst ville have, og hvis det blev nægtet dem, truede de med at tage den med magt.