The most terrifying calamity that could occur had befallen Israel. The ark of God had been captured, and was in the possession of the enemy. The glory had indeed departed from Israel when the symbol of the abiding presence and power of Jehovah was removed from the midst of them. With this sacred chest were associated the most wonderful revelations of God's truth and power. In former days miraculous victories had been achieved whenever it appeared. It was shadowed by the wings of the golden cherubim, and the unspeakable glory of the Shekinah, the visible symbol of the most high God, had rested over it in the holy of holies. But now it had brought no victory. It had not proved a defense on this occasion, and there was mourning throughout Israel.

Eli bar dog ikke den ægte angers frugter. Han indrømmede sin skyld, men afstod ikke fra synden. Herren ventede flere år med at fuldbyrde den dom, han havde fældet. I denne tid kunne der være gjort meget for at råde bod på fortidens fejltagelser, men den gamle præst traf ingen effektive forholdsregler for at rette de onder, som besmittede Herrens helligdom og førte i tusindvis af israelitter i ulykke. Guds tålmodighed havde til følge, at Hofni og Pinehas forhærdede deres hjerte og syndede endnu grovere end før. Eli lod hele nationen få kendskab til den advarsel og irettesættelse, som hans hus havde fået. Han håbede, at han derved i nogen grad kunne modvirke de ulykker, der var sket i fortiden på grund af hans pligtforsømmelse. Men folket lod hånt om disse advarsler, ligesom præsterne tidligere havde gjort. De omkringboende folkeslag var ikke uvidende om de synder, som åbenlyst gik i svang i Israel, og afgudsdyrkelse og forbrydelse greb også om sig i disse lande. De havde ingen skyldfølelse. Det ville de have haft, hvis israelitterne var blevet ved med at være tro imod Gud. Men gengældelsens dag nærmede sig. Israelitterne havde ladet hånt om Guds myndighed, de havde vist foragt for gudstjenesten, og nu blev han nødt til at gribe ind for sit navns skyld.