The days of Israel's greatest prosperity had been those in which they acknowledged Jehovah as their King--when the laws and the government which He had established were regarded as superior to those of all other nations. Moses had declared to Israel concerning the commandments of the Lord: "This is your wisdom and your understanding in the sight of the nations, which shall hear all these statutes, and say, Surely this great nation is a wise and understanding people." Deuteronomy 4:6. But by departing from God's law the Hebrews had failed to become the people that God desired to make them, and then all the evils which were the result of their own sin and folly they charged upon the government of God. So completely had they become blinded by sin.

Da israelitterne bosatte sig i Kanaan, anerkendte de teokratiets principper, og nationen oplevede en opgangstid under Josuas ledelse. Men efterhånden som befolkningen voksede og de sluttede forbindelse med andre folkeslag, indtrådte der en forandring. Folket tilegnede sig mange af de hedenske nabofolks skikke og mistede derved for en stor del deres særegne, hellige karakter. Lidt efter lidt mistede de ærbødigheden for Gud og lod hånt om deres ærefulde stilling som hans folk. De følte sig tiltrukket af de hedenske kongers pomp og pragt og blev trætte af deres nøjsomme levevis. Stammerne blev skinsyge og misundelige på hinanden og svækkedes af indbyrdes stridigheder. Deres hedenske fjender var stadig en trussel for dem, og folket kom til det resultat, at de kun kunne bevare deres position mellem nationerne, hvis stammerne blev forenet under en stærk centralregering. Da de holdt op med at holde Guds lov, brød de sig heller ikke om at have deres guddommelige Konge som regent længere. Kravet om en konge blev stærkere og stærkere i hele det israelitiske folk.