With an aching heart the prophet set forth the next morning to meet the erring king. Samuel cherished a hope that, upon reflection, Saul might become conscious of his sin, and by repentance and humiliation be again restored to the divine favor. But when the first step is taken in the path of transgression the way becomes easy. Saul, debased by his disobedience, came to meet Samuel with a lie upon his lips. He exclaimed, "Blessed be thou of the Lord: I have performed the commandment of the Lord."

Med tungt hjerte gik profeten den vildfarne konge i møde den næste morgen. Samuel håbede, at Saul ville indse sin synd, når han havde overvejet sin handlemåde, og at han ville angre og ydmyge sig, så at Gud atter kunne skænke ham sin nåde. Men når et menneske har taget det første skridt på overtrædelsens vej, går det hurtigt nedad. Sauls karakter havde allerede fået et knæk på grund af hans ulydighed, og nu gik han Samuel i møde med en løgn på læben. Han udbrød: "Herren velsigne dig! Jeg har holdt Herrens befaling!" Men profeten kunne høre nogle lyde, der overbeviste ham om, at den ulydige konges ord var usande. Han gik lige til sagen og spurgte: "Hvad er det for en brægen af småkvæg, som når mit øre, og brølen af hornkvæg, jeg hører?" Saul svarede: "De tog dem med fra amalekitterne; thi folket skånede det bedste af småkvæget og hornkvæget for at ofre det til Herren din Gud; på det andet derimod lagde vi band." Folket havde rettet sig efter Sauls befaling, men for at dække over sig selv gav han folket skylden for sin ulydighed.