The great honor conferred upon David did not serve to elate him. Notwithstanding the high position which he was to occupy, he quietly continued his employment, content to await the development of the Lord's plans in His own time and way. As humble and modest as before his anointing, the shepherd boy returned to the hills and watched and guarded his flocks as tenderly as ever. But with new inspiration he composed his melodies and played upon his harp. Before him spread a landscape of rich and varied beauty. The vines, with their clustering fruit, brightened in the sunshine. The forest trees, with their green foliage, swayed in the breeze. He beheld the sun flooding the heavens with light, coming forth as a bridegroom out of his chamber and rejoicing as a strong man to run a race. There were the bold summits of the hills reaching toward the sky; in the faraway distance rose the barren cliffs of the mountain wall of Moab; above all spread the tender blue of the overarching heavens. And beyond was God. He could not see Him, but His works were full of His praise. The light of day, gilding forest and mountain, meadow and stream, carried the mind up to behold the Father of lights, the 642 Author of every good and perfect gift. Daily revelations of the character and majesty of his Creator filled the young poet's heart with adoration and rejoicing. In contemplation of God and His works the faculties of David's mind and heart were developing and strengthening for the work of his afterlife. He was daily coming into a more intimate communion with God. His mind was constantly penetrating into new depths for fresh themes to inspire his song and to wake the music of his harp. The rich melody of his voice poured out upon the air, echoed from the hills as if responsive to the rejoicing of the angels' songs in heaven.


Patriarker og profeter kapitel 62. 332.     Fra side 641 i den engelske udgave.tilbage

David salves til konge

Den store ære, der blev vist David, gik ham ikke til hovedet. Han passede stille og roligt sin gerning uden at lade sig anfægte af den høje stilling, som han skulle beklæde, og ventede tålmodigt på, at Herren skulle gennemføre sine planer i sin egen time og på sin egen måde. Hyrdedrengen var akkurat lige så ydmyg og beskeden, da han gik tilbage til højene for at vogte sine hjorde, som før han blev salvet, og han udførte sit arbejde lige så samvittighedsfuldt som før. Men nu komponerede han sine melodier og slog sin harpe med fornyet inspiration. Han var omgivet af en frodig og afvekslende natur. Solstrålerne spillede mellem vinstokke, som stod bugnende af frugt, og træernes grønne grene vuggede blidt i den lette brise. Himmelen over ham var eet stort lysvæld, når solen skinnede, og han forestillede sig solen som en brudgom, der går ud af sit kammer, og som en helt, der er glad ved at løbe sin bane. Han betragtede bakkekammene, der hævede sig imod himmelen, og i det fjerne kunne han se Moabs nøgne fjeldvægge. Over ham hvælvede den smukke, blå himmel sig, og bagved var Gud. Ham kunne han ikke se, men hans skaberværk forkyndte hans pris. Dagslyset, som kastede sit gyldne skær over skove og bjerge, enge og floder, henledte hans tanker på lysenes Fader, fra hvem alle gode og alle fuldkomne gaver kommer. Den unge digter så daglig nye åbenbarelser af sin skabers karakter og storhed, og hans hjerte fyldtes af tilbedelse og glæde. Det var, mens David gik og tænkte på Gud og hans skaberværk, at hans intellektuelle og åndelige evner blev udviklet og styrket til den gerning, som han skulle udføre senere i livet. Dag for dag kom han Gud nærmere. Han fordybede sig stadig i nye emner og fandt bestandig nyt stof til sine sange og sine melodier. Hans fyldige, melodiske stemme gav genlyd i højene, som var den et gensvar på englenes glade sange i Himmelen.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.