When the young men returned empty-handed and related the affair to David, he was filled with indignation. He commanded his men to equip themselves for an encounter; for he had determined to punish the man who had denied him what was his right, and had added insult to injury. This impulsive movement was more in harmony with the character of Saul than with that of David, but the son of Jesse had yet to learn of patience in the school of affliction.

David og hans mænd havde været en beskyttende mur om Nabals hyrder og hjorde, og nu bad David denne rigmand om at skænke de mænd, der havde ydet ham så megen værdifuld hjælp, en gave af sine rige forråd. David og hans mænd kunne selv have taget de dyr, de behøvede, fra hjordene, men det gjorde de ikke. De gik ærligt til værks, men deres venlighed var spildt på Nabal. Hans svar røbede en hel del om hans karakter. "Hvem er David, hvem er Isajs søn? Nu til dags er der så mange trælle, der løber fra deres herre. Skulle jeg tage mit brød, min vin og mit slagtekvæg, som jeg har slagtet til mine fåreklippere, og give det til mænd, jeg ikke ved, hvor er fra?"