It was the third day since David and his warriors returned to Ziklag. As they labored to restore their ruined homes, they watched with anxious hearts for tidings of the battle which they 695 knew must have been fought between Israel and the Philistines. Suddenly a messenger entered the town, "with his clothes rent, and earth upon his head." He was at once brought to David, before whom he bowed with reverence, expressing recognition of him as a powerful prince, whose favor he desired. David eagerly inquired how the battle had gone. The fugitive reported Saul's defeat and death, and the death of Jonathan. But he went beyond a simple statement of facts. Evidently supposing that David must cherish enmity toward his relentless persecutor, the stranger hoped to secure honor to himself as the slayer of the king. With an air of boasting the man went on to relate that during the battle he found the monarch of Israel wounded, and sore pressed by his foes, and that at his own request the messenger had slain him. The crown from his head and the golden bracelets from his arm he had brought to David. He confidently expected that these tidings would be hailed with joy, and that a rich reward would be his for the part that he had acted.


Patriarker og profeter kapitel 68. 361.     Fra side 694 i den engelske udgave.tilbage

David i Ziklag

Der var nu gået tre dage, siden David og hans mænd vendte tilbage til Ziklag. Mens de arbejdede på at genopbygge deres ødelagte hjem, ventede de i angst og spænding på at høre, hvordan det var gået i det slag, som i mellemtiden måtte være blevet udkæmpet mellem Israel og filisterne. Pludselig kom der et sendebud ind i byen "med sønderrevne klæder og jord på hovedet". Han blev øjeblikkelig ført frem for David. Han bøjede sig ærbødigt for ham for at vise, at han betragtede ham som en stor høvding, og at han havde brug for hans hjælp. David spurgte ivrigt, hvordan slaget var forløbet. Flygtningen fortalte, at Saul var blevet slået, og at både han og Jonatan var blevet dræbt. Men han nøjedes ikke med at give en nøgtern skildring af, hvad der var sket. Den fremmede troede øjensynlig, at David nærede fjendskab til den mand, der havde forfulgt ham så ubarmhjertigt, og nu håbede han at indlægge sig fortjeneste hos David ved at fortælle, at han havde dræbt Saul. Manden sagde pralende, at han fik øje på Israels konge under slaget; han var såret, og fjenderne trængte ham, og på kongens egen anmodning havde han dræbt ham. Han havde taget diademet, som Saul havde på hovedet, og et gyldent armbånd, som han bar på armen, med til David. Han var overbevist om, at David ville blive glad for denne meddelelse, og at han selv ville blive belønnet rigt for den indsats, han selv havde gjort.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.