The first shock of the fearful tidings past, David's thoughts returned to the stranger herald, and the crime of which, according to his own statement, he was guilty. The chief demanded of the young man, "Whence art thou?" And he answered, "I am the son of a stranger, an Amalekite. And David said unto him, How wast thou not afraid to stretch forth thine hand to destroy the Lord's anointed?" Twice David had had Saul in his power; but when urged to slay him, he had refused to lift his hand against him who had been consecrated by the command of God to rule over Israel. Yet the Amalekite feared not to boast that he had slain the king of Israel. He had accused himself of a crime worthy of death, and the penalty was inflicted at once. David said, "Thy blood be upon thy head; for thy mouth hath testified against thee, saying, I have slain the Lord's anointed."

Da David var kommet sig efter det første chok, kom han til at tænke på den fremmede og den forbrydelse, som han ifølge sit eget udsagn havde gjort sig skyldig i. Høvdingen spurgte den unge mand: "Hvor er du fra?" Han svarede: "Jeg er søn af en amalekit, der bor her som fremmed." Da sagde David til ham: "Frygtede du dog ikke for at lægge hånd på Herrens salvede og dræbe ham!" David havde haft Saul i sin magt to gange, men da Davids mænd opfordrede ham til at dræbe Saul, nægtede han at lægge hånd på den mand, som på Guds befaling var blevet indviet til at herske over Israel. Men denne amalekit undså sig ikke for at prale med, at han havde dræbt Israels konge. Han havde selv sagt, at han havde begået en forbrydelse, som burde straffes med døden, og straffen blev fuldbyrdet omgående. David sagde: "Dit blod komme over dit eget hoved! Thi din egen mund vidnede imod dig, da du sagde: "Jeg gav Herrens salvede dødsstødet!"