David's magnanimous recognition of one who had been his bitter enemy won the confidence and admiration of all Israel. "All the people took notice of it, and it pleased them: as whatsoever the king did pleased all the people. For all the people and all Israel understood that day that it was not of the king to slay Abner the son of Ner." In the private circle of his trusted counselors and attendants the king spoke of the crime, and recognizing his own inability to punish the murderers as he desired, he left them to the justice of God: "Know ye not that there is a prince and a great man fallen this day in Israel? And I am this day weak, though anointed king; and these men the sons of Zeruiah be too hard for me: the Lord shall reward the doer of evil according to his wickedness."

Den storsindede måde, hvorpå David mindedes en af sine bitre fjender, sikrede ham hele Israels tillid og beundring. "Hele folket lagde mærke dertil, og det gjorde et godt indtryk på dem; alt, hvad kongen foretog sig, gjorde et godt indtryk på alt folket; og hele folket og hele Israel skønnede den dag, at kongen ikke var ophavsmand til drabet på Abner, Ners søn." Kongen talte med sine betroede rådgivere og nærmeste mænd om den forbrydelse, som var blevet forøvet, men da han var klar over, at han var ude af stand til at straffe morderne, som det var hans agt, lagde han det i Guds hånd at fuldbyrde retfærdigheden. "Ved I ikke, at der i dag er faldet en øverste og stormand i Israel? Men jeg er endnu for svag, skønt jeg er salvet til konge, og disse mænd, Zerujasønnerne, er mig for stærke. Herren gengælde udådsmanden hans skændselsdåd!"