The wickedness of men had reached such a height that destruction was pronounced against them. As year after year passed on, deeper and deeper grew the tide of human guilt, darker and darker gathered the clouds of divine judgment. Yet Enoch, the witness of faith, held on his way, warning, pleading, entreating, striving to turn back the tide of guilt and to stay the bolts of vengeance. Though his warnings were disregarded by a sinful, pleasure-loving people, he had the testimony that God approved, and he continued to battle faithfully against the prevailing evil, until God removed him from a world of sin to the pure joys of heaven.

Menneskenes ondskab havde nået en sådan højde, at der blev fældet dødsdom over dem. Som årene gik, blev menneskenes skyld større og større, og den guddommelige domfældelses skyer blev mørkere og mørkere. Men Enok fortsatte sine advarsler, bønner og opfordringer og søgte at holde syndens flodbølge tilbage og afvende hævnens lynild. Skønt hans advarsler ikke ænsedes af et syndigt, nydelsessygt folk, fik han det vidnesbyrd, at han havde Guds velbehag, og han fortsatte trofast at kæmpe mod den herskende ondskab, indtil Gud tog ham bort fra en syndig verden til Himmelens rene glæder.