David's repentance was sincere and deep. There was no effort to palliate his crime. No desire to escape the judgments threatened, inspired his prayer. But he saw the enormity of his transgression against God; he saw the defilement of his soul; he loathed his sin. It was not for pardon only that he prayed, but for purity of heart. David did not in despair give over the struggle. In the promises of God to repentant sinners he saw the evidence of his pardon and acceptance. "For Thou desirest not sacrifice; else would I give it: Thou delightest not in burnt offering. The sacrifices of God are a broken spirit: A broken and a contrite heart, O God, Thou wilt not despise." Psalm 51:16, 17. 726

Davids anger var oprigtig og dybtfølt. Han forsøgte ikke at undskylde sin forbrydelse. Han bad heller ikke, fordi han ville forsøge at undgå de straffe, som truede ham. Han indså klart, hvor groft han havde syndet imod Gud. Han så, hvorledes han havde besmittet sin sjæl, og han afskyede sin synd. Han bad ikke blot om tilgivelse, men om et rent hjerte. Han opgav ikke kampen i fortvivlelse. Han fik tillid til, at Gud ville tilgive ham og tage imod ham, ved at læse Guds løfter til angrende syndere.

Thi i slagtoffer har du ikke behag,
og gav jeg et brændoffer, vandt det dig ikke.
Offer for Gud er en sønderbrudt ånd;
et sønderbrudt, sønderknust hjerte agter du ikke ringe, o Gud.
Sl. 51, 18-19.