This passage in David's history is full of significance to the repenting sinner. It is one of the most forcible illustrations given us of the struggles and temptations of humanity, and of genuine repentance toward God and faith in our Lord Jesus Christ. Through all the ages it has proved a source of encouragement to souls that, having fallen into sin, were struggling under the burden of their guilt. Thousands of the children of God, who have been betrayed into sin, when ready to give up to despair have remembered how David's sincere repentance and confession were accepted by God, notwithstanding he suffered for his transgression; and they also have taken courage to repent and try again to walk in the way of God's commandments.

Dette afsnit af Davids liv rummer en stor lærdom for den angrende synder. Det er et af de stærkeste eksempler, vi overhovedet har, på de kampe og fristelser, som menneskeheden bliver udsat for, og på sand anger over for Gud og tro på vor Herre Jesus Kristus. Det har til alle tider været en kilde til opmuntring for sjæle, som er faldet i synd og har kæmpet i bevidstheden om deres brøde. Tusinder af Guds børn, som er blevet overrumplet af synden og har været lige ved at fortvivle, har fået mod til at angre og forsøge at vandre på Guds buds veje igen ved at tænke på David, hvis oprigtige anger blev godkendt af Gud, skønt han måtte lide på grund af sin synd.