The psalms of David pass through the whole range of experience, from the depths of conscious guilt and self-condemnation to the loftiest faith and the most exalted communing with God. His life record declares that sin can bring only shame and woe, but that God's love and mercy can reach to the deepest depths, that faith will lift up the repenting soul to share the adoption of the sons of God. Of all the assurances which His word contains, it is one of the strongest testimonies to the faithfulness, the justice, and the covenant mercy of God.


Patriarker og profeter kapitel 73. 392.     Fra side 752 i den engelske udgave.tilbage

Davids sidste år

Og David priste Herren i hele forsamlingens nærværelse, og David sagde: Lovet være du Herre, vor Fader Israels Gud fra evighed til evighed! Din, Herre, er storheden, magten, æren, glansen og herligheden, thi alt i Himmelen og på Jorden er dit; dit, o Herre, er riget, og selv løfter du dig som hoved over alle. Rigdom og ære kommer fra dig, og du hersker over alt; i din hånd er kraft og vælde, og i din hånd står det at gøre, hvem det skal være, stor og stærk. Derfor priser vi dig nu, vor Gud, og lovsynger dit herlige navn! Thi hvem er jeg, og hvad er mit folk, at vi selv skulle evne at give sådanne frivillige gaver? Fra dig kommer det alt sammen, og af din egen hånd har vi givet dig det. Thi vi er fremmede for dit åsyn og gæster som alle vore fædre; som en skygge er vore dage på Jorden, uden håb! Herre, vor Gud, al denne rigdom, som vi har bragt til veje for at bygge dit hellige navn et hus, fra din hånd kommer den, og dig tilhører det alt sammen. Jeg ved, min Gud, at du prøver hjerter og har behag i oprigtighed; af oprigtigt hjerte har jeg villigt givet alt dette, og nu har jeg set med glæde, at dit folk, der er her til stede, villigt har givet dig gaver. Herre, vore fædre Abrahams, Isaks og Israels Gud, bevar til evig tid et sådant sind og sådanne tanker i dit folks hjerte og vend deres hjerter til dig! Og giv min søn Salomo et helt hjerte til at holde dine bud, vidnesbyrd og anordninger og udføre det alt sammen og bygge den borg, jeg har truffet forberedelser til at opføre! Derpå sagde David til hele forsamlingen: Lov Herren Eders Gud! Og hele forsamlingen lovede Herren, deres fædres Gud, og kastede sig ned for Herren og kongen. Kongen havde lagt den største interesse for dagen, da han samlede de kostbare materialer, som skulle benyttes til at bygge og udsmykke templet. Han havde skrevet de herlige salmer, som i de kommende år skulle genlyde i dets haller. Nu glædede han sig i Herren, fordi øversterne for fædrenehusene og øversterne for Israels stammer besvarede hans appel på en så enestående måde og gik så villigt ind for den opgave, der ventede dem. Da de havde givet tilsagn om deres støtte, blev de tilskyndet til at gøre endnu mere. De skænkede personligt store gaver til skatkammeret, så at der blev overflod. David havde følt sig uværdig til at samle materialer til Guds hus, og den troskab, som rigets ledende mænd gav udtryk for, da de med villigt hjerte skænkede Herren deres rige gaver og indviede sig til at tjene ham, fyldte ham med glæde. Men det var Gud, der havde stemt folket så velvilligt, og æren tilkom ham og ikke mennesker. Det var ham, der havde skænket folket Jordens rigdomme, og det var hans Ånd, der havde tilskyndet dem til at skænke deres værdifulde gaver til templet. Alt sammen kom fra Herren. Hvis ikke hans kærlighed havde tilskyndet folket til at give, ville kongens anstrengelser have været forgæves, og templet ville aldrig være blevet bygget. Alle de gaver, som menneskene modtager fra Gud, er stadig hans ejendom. Guds har skænket menneskene alt det værdifulde og smukke på Jorden for at prøve dem - for at lodde dybden af deres kærlighed til ham og for at se, hvor meget de påskønner hans godhed. Hvad enten menneskenes gaver består af rigdom eller begavelse, skal de af et villigt hjerte lægge dem ved Jesu fødder, idet giverne siger med David: Fra dig kommer det alt sammen, og af din egen hånd har vi givet dig det. Lige til det sidste var det Salomo og Israels rige, der lå David mest på sinde, for landets velfærd afhang for en stor del af kongens troskab. Da det nu lakkede ad enden med Davids liv, gav han sin søn Salomo disse befalinger: Jeg går nu al kødets sin gang; så vær nu frimodig og vis dig som en mand! Og hold Herren din Guds forskrifter, så du vandrer på hans veje og holder hans anordninger, bud, bestemmelser og vidnesbyrd, ..... for at du må have lykken med dig i alt, hvad du gør, og i alt, hvad du tager dig for, for at Herren kan opfylde den forjættelse, han gav mig, da han sagde: Hvis dine sønner vogter på deres vej, så de vandrer i trofasthed for mit åsyn af hele deres hjerte og hele deres sjæl, skal der aldrig fattes dig en efterfølger på Israels trone! 1. Kong. 2, 1-4.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.