Han tilsidesatte intet menneske som værende uden betydning, men søgte at bringe den lægende balsam til enhver sjæl. I hvilket slags selskab han end befandt sig, havde han en lærdom, afpasset efter tid og lejlighed. Enhver forsømmelse eller forurettelse, som menneskerne gjorde sig skyldige i mod hverandre, tjente kun til at gøre deres trang til hans guddommelige og menneskelige sympati end mere klar for ham. Han søgte at indgyde Håb selv hos de mest rå og de mindst lovende og fremholdt for dem forvisningen om, at de kunde blive ulastelige og gode og opnå en karakter, som ville gøre det åbenbart, at de var Guds børn.