Selv de, som alvorligt stræber efter at leve et bedre liv, er ikke udelukket fra at falde. De må behandles med stor visdom og med mildhed. Ros og smiger overfor sådanne, som er blevet reddede fra deres elendighed, kan undertiden blive årsag til deres fald. Den skik at anmode mænd og kvinder om at tale offentligt om erfaringer fra deres syndige liv, er farlig både for taleren og for tilhørerne. At dvæle ved det onde virker fordærvende på sjæl og sind. Den udmærkelse, man således viser de reddede, er også skadelig for dem; mange af dem ledes til at tro, at deres tidligere syndige liv har skaffet dem en vis anseelse. Der opelskes hos dem en higen efter berømmelse og en selvtillid, som kan blive skæbnesvanger for deres sjæle. Alene ved en beskeden vurdering af sig selv og ved at forlade sig på Kristi miskundhed kan de stå fast.