Meget bliver sagt angående vore pligter mod de forsømte fattige. Skulle man ikke også skænke de forsømte rige nogen opmærksomhed? Mange betragter denne klasse mennesker som håbløse, og de gør kun lidt for at åbenbare deres øjne, som, forblænede af jordisk herlighed og glans, har tabt evigheden af syne i deres beregninger. Der er tusinder af rige mennesker, som er gået ned i deres grave uden at være blevet advarede; men hvor ligegyldige disse rige end kan se ud til at være, er der dog mange iblandt dem, som føler sig betyngede i sjælen. "Den der elsker penge, kan ikke mættes af penge, og den som elsker meget gods, ikke af indtægt." (Præd 5,9) Den, som siger til fint guld: "Du er min tillid," har "fornægtet Gud i det høje". (Job 31,24.28) "Ingen mand kan dog udløse en broder, han kan ikke give Gud løsepenge for ham. Thi deres sjæls genløsning vil koste meget, og må i evighed opgives." (Sl. 49,8-9)