Den erfaring, som apostelen Paulus havde, da han stod overfor de athenienfiske filosofer, indeholder en lærdom for os. Da han fremholdt evangeliet for Athens øverste domstol, imødegik han logik med logik, videnskab med videnskab, filosofi med filosofi. De viseste iblandt hans tilhørere blev forbavsede og måtte tie; hans ord kunne ikke modbevises. Men hans arbejde bar kun lidt frygt; kun få antog evangeliet i sit arbejde. Efter den tid valgte Paulus en anden fremgangsmåde i sit arbejde. Han undgik at bruge omstændige argumenter og at diskutere teorier, men viste i enfoldighed menneskerne hen til Kristus som synderes frelser. Da han skrev til korinterne om sin virksomhed blandt dem, sagde han: "Og jeg, da jeg kom til jer, brødre, kom jeg ikke med mesterlighed i tale eller i visdom, idet jeg forkyndte jer Guds vidnesbyrd; thi jeg ville ikke vide noget iblandt jer, uden Jesus Kristus og ham korsfæstet..... Min tale og min forkyndelse var ikke med visdoms overtalende ord, men med ånds og krafts bevis, for at jeres tro ikke skulle være grundet på menneskernes visdom, men på Guds kraft." (1Kor 2,1-5)