Jesu barndom, tilbragt i fattigdom, var blevet upåvirket af en fordærvet tidsalderens kunstige skikke. Medens han arbejde ved høvlebænken, bar hjemmets byrder og lærte lydighed og flid, sandt han hvilede og fik ny styrke i naturen, hvor han samlede kundskab, idet han søgte at forstå naturens hemmeligheder. Jesus granskede Guds ord og oplevede sine lykkelige timer, når han kunne forlade sit daglige arbejde og begive sig ud i markerne, fordybe sig i betragtninger i de stille dale, samtale med Gud ude iblandt bjergene eller under skovens træer. I den tidlige morgenstund befandt sig ofte ude på et ensomt sted, hvor han hengav sig til tænkning og granskning af skriften eller til bøn. Med sin gang bød han daggryet velkommen; med lovsang gjorde han sine arbejdstimer lyse og bragte himmelsk glæde til de trætte og forsagte.