Kristus tog sin herliggjorte menneskelighed med sig til de himmelske sale. Dem, som han modtager, har han givet magt til at blive Guds børn, for at Gud til sidst må kunne modtage dem som sine, hvor de skal bo hos ham i al evighed. Hvis de i dette liv er lydige mod Gud, så skal de til sidst "se hans ansigt, og hans navn skal være i deres pander". (Åb 22,4) Og hvad er vil himlens lyksalighed uden dette at se Gud? Hvilken større fryd kunne times den ved Kristi nåde frelste synder end at skue Gud og kende ham som Fader?