Når en læge ser en patient, hvis sygdom skyldes en eller anden fejl med hensyn til spise og drikke eller andre dårlige vaner, og dog undlader at oplyse vedkommende om dette, så begår han uret mod et medmenneske. De, som er forfaldne til drik og udsvævelse, samt sådanne, som er sjæleligt medtagne, er alle en formaning til lægen om at klart og tydeligt tilkendegive, at lidelse er følge af synd. Den, som forstår de grundsætninger, hvoraf livet betinges, bør med alvor søge at modvirke årsagerne til sygdom. Lægen, som er vidne til den uafbrudte kamp mod smerte, og som til stadighed arbejder for at afhjælpe lidelse hvorledes skal han kunne tie? Handler han kærligt og barmhjertigt dersom han ikke fremholder strengt afhold som et middel mod sygdom?