Prædikanter optræder ofte som kritikere, der ofte viser deres tilbøjelighed til stejlhed i stridigheder. Sabbat efter sabbat går, og der gøres næsten intet indtryk af Kristi nåde på tilhørernes hjerter og sind. Således vil prædikantvirksomheden gå hen og blive betragtet som mindre vigtig. Hele himlen arbejder på syndernes frelse; og når den mest trængende af den menneskelige slægt kommer med anger til hans Fader, som den fortabte Søn, er der glæde i den himmelske hær. Der er varme, ydmyg høflighed og kærlighed i himlen. Lad prædikanter gå til Gud i bøn, og bekende deres synder, og med et lille barns enfoldighed spørge efter de velsignelser de behøver. Bed indtrængende om Kristi kærligheds varme, og bring den da ind i jeres prædikener; og lad ingen få anledning til at gå og sige at den lære I tror ikke sætter jer i stand til at udtrykke sympati for de lidene mennesker - så I har en kærlighedsløs religion. Helligåndens virksomheder vil brænde selviskhedens affald bort, og åbenbare en kærlighed der er prøvet i ilden, en kærlighed som gør rig. Han som har disse rigdomme er i tæt harmoni med ham der elskede os at han gav sit liv for vor forløsning. Da Paulus talte til Korinterne, sagde han, »Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv.« Det var hvad Kristus lærte disciplene: »thi skilt fra mig kan I slet intet gøre.« Paulus ville indprente i prædikanternes og folks sind at grunden til hvorfor evangeliet var overdraget til svage og fejlene mennesker, så mennesker ikke bare kunne få den ære der tilkommer Gud, men så Gud kunne modtage hele æren. Ambassadøren skal ikke give sig selv ære og påtage sig selv succesens ære, eller endda dele æren med Gud, som om han ved sin egen kraft har fuldført arbejdet. Udførlige fornuftslutninger eller doktriners stridslystne påvisninger giver sjældent indtryk på tilhørernes sans for hans behov og hans fare. Enkle, kortfattede meddelser, fra et hjerte der er gjort blødt og medfølende ved Kristi kærlighed, vil blive som senneps kornets sæd, med hvilket Kristus selv sammenlignede hans udtalelser om guddommelig sandhed. Han sætter sin Ånds sunde kraft ind i sjælen for at få sandhedens sæd til at spire og bære frugt.