Den store fremgang i de forkyndende seminarer* er ikke halvt påskønnet. De er rige på anledninger, men udretter ikke det halve af hvad de skulle fordi dem som var med i seminarerne ikke udøvede sandheden som de havde fået vist i klare linjer. Mange som forklarer skrifterne til andre har ikke samvittighedsfuldt og helt overgivet sind og hjerte og liv til Helligåndens magt. De elsker synd og holder fast ved den. Jeg er blevet vist at urene vaner, stolthed, selviskhed, selvforherligelse, har lukket hjertets dør selv for dem som der lærer sandheden til andre, så at Guds misbilligelse er over dem. Kan en fornyende kraft ikke tage fat i dem? Er de blevet til et bytte for en moralsk sygdom som er uhelbredelig fordi de nægter dem selv at blive helbredt? Oh, enhver som arbejder med Ordet og læresætning ville tage agt på Paulus´ ord, »Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer; dette er jeres åndelige gudsdyrkelse.«