Vi vandrer i usynlige intelligensers påsyn. Hele tiden er et vidne ved vor side for at se hvordan vi handler med Herrens betroede goder. Når den gode tjener lægger sine talenter tilbage med renter, vil han kræve intet. Han vil erkende at det er de talenter som Gud udleverede ham, og vil give herlighed til Mesteren. Han ved at der ikke ville have været nogen fremgang uden anbringelsen, ingen interesse uden hovedpersonen. Han vil sige, »Herre, fem talenter betroede du mig, se, jeg har tjent fem talenter til.« Lad menigheden nu tænke over hvorvidt de tager den kapital ud for at ødsle den som Herren har givet. Uden Kristi nåde ville hver sjæl have været fallit for evigt; derfor kan vi med rette intet kræve. Men dersom vi intet kan kræve, er vi stadig trofaste tjenere, og Herren belønner os som hvis fortjenesten helt var vores egen. Han siger, »Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din Herres glæde.« Hvor mange vil sørge over mistede anledninger når det er helt for sent! I dag har vi talent og anledning, men vi ved ikke i hvor lang tid disse kan være vores. Lad os da arbejde mens det er dag, for når natten kommer, kan vi ikke arbejde. »Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan.«
Ellen G. White
3.juli, 1892.