Harlan Page indviede sig selv til Gud, med en bestemmelse om at leve og arbejde for at fremme Herrens herlighed, i frelsen fra fortabelsen. 'Da jeg først opnåede håb,' sagde han på hans dødsleje, 'Følte jeg at jeg måtte arbejde for sjæle. Jeg bad år efter år om Gud ville gøre det muligt at frelse nogle.' Hans bøn blev udmærket besvaret. Aldrig mistede Page en anledning for at holde lampen op for sjæle. Ved breve, ved samtale, ved traktater, ved bøn, ved appeller og advarsler, såvel som ved et helligt og alvorligt eksempel, prøvede han at forvandle de omstrejfende, eller virke opbyggelig på de troende. I fabrikker, på skoler, og hvor som helst man gjorde dette mekaniske arbejde, og kun den mægtige nådekraft kan forklare hvordan en enkelt så ydmygt kunne sætte så meget i gang. Hans liv er en talende kommentar om ordene, »Det var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme; og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet.« 'Vor tro er virkelig i evighed svag.' råbte han 'og vor pligtfølelse bliver svag, når vi tilsidesætter vore medmenneskers frelse. Lad os vågne op til vore pligter, og medens vi har tunge eller pen, hellige dem til det højstes tjeneste, ikke i vor egen styrke, men med stærk tro og fast tillid.