Melbourne, Australien, 3.august, 1892.
Mine kære brødre og søstre:
Mine tanker har været meget optaget i flere nætter, jeg har sovet og vågnet op for det arbejde der skal gøres i dette land. I denne store missionsmark er der en hel del der skal gøres for sagens fremme og Mesterens arbejde, med den store mangel på midler og arbejdere, ved vi at det ikke vil blive gjort. Vi må ydmyge vore hjerter for Gud, og ofre oprigtigt og brændende så Herren, som har så mange midler, vil åbne vor vej. »Mit er sølvet, og mit er guldet, lyder det fra Hærskarers Herre.« og »dyrene på de tusinde bjerge.« Kristi liv, herlighedens Herre, er vort eksempel. Han kom fra himlen, hvor alt var rigdom og pragt; men han lagde sin kongelige krone til side, hans kongelige kappe, og klædte hans guddommelighed med menneskelighed. Hvorfor? Så han kunne møde mennesker hvor de var. Han stillede ikke sig selv i række med rige, jordens fornemme. Kristi mission var at nå ud til jordens meget trængende. Han selv arbejdede i hans tidligste år som en søn af en tømrer. Selvfornægtelse, kendte han ikke ordets betydning? Himlens rigdomme og herlighed var hans eget, men for vor sag bliv han fattig, så vi igennem hans armod kan blive rige. Det mest grundlæggende i hans mission var selvfornægtelse og selvopofrelse. Verden var hans, han gjorde den; dog i en verden hvor hans egen skabning menneskesønnen ikke kunne lægge sit hoved noget sted. »Ræve har huler og himmelens fugle reder; men Menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved til hvile.«