Selvfornægtende opofrelse
Mange har i det hele taget været i en temmelig søvnig tilstand. Mens nogle har arbejdet anspændt, og har vist uudtømmelig energi, har andre stået som tilskuere, og har været klar til at give bemærkninger af en kritisk karakter over metoder og resultater. Det er de klar til at gøre, selv om de aldrig har opøvet deres tanker i at lave planer hvorved værdifulde sjæle kunne blive frelst for Kristus. De står klar til at finde fejl hos dem som gør noget. Når disse lade sjæle vågner op og viser nogle tegn på at bevidstheden kommer tilbage, er de skuffede hvis andre ikke med det samme finder dem godt placeret i arbejdet. Det er et stort chok for dem at finde ud af at arbejde ikke kan gøres uden flittige, selvfornægtende, selv-korsfæstende bestræbelser. De forventer fremgang, og tror at de må have den samme grad af fremgang som apostlene på pinsefestens dag havde. Den fremgang de nok skal have når de går, er ydmyghedens og selvfornægtelsens offers erfaring som apostlene havde. Når de overbringer så alvorlige bønner fra brudte, sønderknuste, troende hjerter som apostlene gjorde, da vil den samme dimension af fremgang ledsage deres arbejdere. »Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er »Hellig«: I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerter til live.« »Jeg ser hen til den arme, til den, som har en sønderknust ånd, og den, som bæver for mit ord.«