Det gør ondt når jeg ser de skarpe slag som kommer frem i »Skildvagten«. Jeg taler til mine brødre som kommunikerer med folk gennem bladet: Det er bedst for jer at være vise som slanger, og enfoldige som duer. Vi bør nøje og hver især ransage vore veje og vor ånd, og se hvilken måde vi gør vort Gudsgivne arbejde på, som indebærer sjæles skæbne. De allerhøjeste pligter hviler på os. Satan står parat, til at indgyde hele sit sataniske agentforbund med brændende iver, så han kan få dem til at gå sammen med onde mænd, og pådrage sandhedstroende hurtige og hårde lidelser. Alle ukloge ord som vore brødre udtrykker gemmer mørkets fyrste på. Men jeg vil gerne spørge: Hvordan tør begrænsede mennesker tale ligegyldige og dumdristige ord som oprører helvedets kræfter imod Guds hellige, når Michael, ærkeenglen, ikke tør sige et anklagende og udskældende ord til Satan, men sige: »Herren true dig, Satan«? Det vil være umuligt for at undgå vanskeligheder og lidelser. Jesus sagde: »Ve verden for forargelserne! Thi vel er det nødvendigt, at forargelser kommer, dog, ve det menneske, ved hvem forargelsen kommer!« Men fordi forargelsen vil komme, bør vi passe på at ikke opildne deres naturlige temperament, som ikke elsker sandheden, med ukloge ord og ved at vise en uvenlig ånd. Sandheden virker ved kærlighed og oprejser sjælen. Det er ethvert Guds barns privilegium og pligt at få en åndelig forståelse. Vi er lysets børn, og vi bør vandre i lyset ligesom Kristus er i lyset, og bevidne over for verden, over for engle og mennesker, at sandheden har kraft til at forvandle menneskekarakteren, og få mennesker til at fremstille Kristus. Sammen med David bør vort vidnesbyrd være: »Din nedladelse gjorde mig stor.« Oh om vi måtte få guddommelig erkendelse, og vil kunne på skønne den hellige, indviede sandhedens virkekraft, som faldt fra Kristi læber! Oh, hvilket permanent indtryk måtte komme på alles hjerter!