Hvis der nogensinde har været brug for et folk der vandrer ydmygt for Gud, så er det netop hans kirke, hans udvalgte i denne slægt. Vi må alle at begræde vor sløvhed fra vor forstandsevner, manglende påskønnelse af vore privilegier og anledning. Vi har intet at prale af. Vi sårer Herren Jesus Kristus ved vor hårdhed, ved vor ukristelige tillid. Vi behøver at blive fuldstændige i ham. Det er rigtigt at vi er befalet til at »råbe højt spar ikke din strube, løft din røst som basunen, forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus deres synder!« Dette budskab må gives, men så længe det gives, bør vi være forsigtige med at ikke stikke og hovere overfor, og fordømme dem som ikke har det lys som vi har. Vi bør ikke forlade vor bane og slå ud mod katolikkerne. Blandt katolikkerne er der mange som er samvittighedsfulde kristne, og som vandrer i al det lys der skinner på dem, og Gud vil arbejde for deres skyld.