Dem som har fået store privilegier og anledninger, og som ikke har udnyttet deres fysiske, mentale og moralske kræfter, men har levet for at behage sig selv, og har nægtet at bære deres ansvar, er i stor fare, under stor dom overfor Gud, end dem som er vildfaren under doktrinære punkter, og alligevel søger at leve for at gøre andre godt, svarende til det lys som de har. Kritiser ikke andre, fordøm dem ikke. Som frie moralske agenter under Guds dom, er vort ansvar og forpligtelse ikke begrænset af den kundskab vi faktisk har, men til den kundskab vi kunne og burde have haft, hvis vi fik en større tro, og opnåede den rige kristne erfaring som ville have svaret til vore muligheder. Vi bør udnytte vore evner, og vil drages til ansvar for deres udnyttelse. De er en hellig betroelse, og hvis vi ikke bruger dem ordentlig, hvis vi ikke uddanner os selv til at stole på Gud, og tro og praktisere hans ord, skal vi drages til ansvar. Hvis vi lader selviske overvejelser, falske ræsonnementer, og falske undskyldninger perversere vort sind og hjerte, så at vi ikke kender Guds veje og vilje, vil vi være langt mere skyldige end den åbenlyse synder. Vi må være meget forsigtige med at vi ikke fordømme dem, som er over for Gud er mindre skyldige end os selv.