Jeg har aldrig haft en dybere fornemmelse for den dyrebare sandhed og dens kraft over menneskers tanker end da den henvendte sig til de studerende ved morgenmøderne. Morgen efter morgen følte jeg mig opladt med et budskab fra Gud. Jeg havde også den særlige frihed at tale to gang om sabbatten. Ved hvert møde var der adskillige ikke-troende til stede, og de var meget grebet som sandheden blev lagt frem. Hvis jeg havde et passende sted for møder kunne vi invitere naboerne til at komme ind. Men vor lange smalle spisestue, der var pakket så tæt som den kunne, var ikke et særligt passene sted for gudsdyrkelse. Du får en lille plads i rummets hjørne, og du er pakket tæt op til væggen. Ikke desto mindre er Herren Jesus i den forsamling. Vi ved det. Nogle sjæle tænker nu meget alvorligt over sandhedens emne. Vi ved at den mest hårde og intense sjælekamp er på det tidspunkt hvor den store beslutning omsætter overbevisningerne til handlinger i det menneskelige hjerte. Helligelsen af sjælen til Gud er at overgive sjælens forvaring til ham der har købt dens frihed for en uendelig pris, og derefter må vi følge efter for at kende Herren, at vi kan kende at hans fremkomst er beredt som morgenen. »At adlyde er mere værd end slagtoffer.« Hele den kristnes arbejde er omfattet i vilje og gerning.