»Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder.« Her er sprog der udtrykker hans tanker mod et fordærvet og afguderisk folk: »Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig ligesom Adma, gøre dig som Zebojim? Mit hjerte vender sig i mig, al min medynk er vakt.« Måtte han give afkald på det folk hvor en sådan bestemmelse er blevet gjort, selv hans enbårne Søn der udtykte hans eget billede? Gud lod sin Søn blive udleveret til vor forargelse. Han selv påtager sig for syndbæreren dommens karakter, afklæder sig selv fra en faders elskelige kvaliteter.