Jeg overbragte den sag for tilhørerne at Jesus livets og herlighedens Herre var korsfæstet for at behage jødernes ondsindethed, fordi de lærepunkter han fremlagde ikke faldt sammen med deres egen forestillinger og begærlige hensigter. Han fordømte al svig, al taktisk underhåndsarbejde for overhøjheden, og enhver uhellig udøvelse. Pilatus og Herodes blev venner ved Kristi korsfæstelse. De behagede jøderne ved at gøre deres fjende handlekraftig mod ham som Pilatus havde kaldt uskyldig. Jeg fremstillede Judas for dem, som forrådede hans Herre for et pengebeløb; Peter, der fornægtede han under hans lidelse i retssalen. For få timer siden, havde han med stor fasthed forsikret hans Mester at han ville gå med ham i fængsel og i død; og til trods for Jesu erklæring at han ville, førend hanen galede, fornægtede han tre gange, var han så selvsikker at han ikke tog Kristi ord som rigtige og sande. Hvor lidt han dog kende sig selv! Hvor hurtigt at omstændighederne prøvede hans troskab til hans mester! Han fornægtede Jesus i netop den time hvor han skulle have våget med ham i inderlig bøn. Da han i retssalen var beskyldt for at være en af denne Mands disciple nægtede han; og den tredje gang han blev beskyldt, fremhævede han sin fornægtelse med eder og forbandelser. Kristus sagde, »Når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner.« Det udtryk af sorg og bedrøvelse som Jesus gav Peter var ikke et håbeløst udtryk, det brød Peters hjerte, der fornægtede hans Herre.