I vore store byer er der en forfærdelig fattigdomstilstand; skarer mangler mad, klæder eller menneskeegnet husly. I de samme byer er der velhavende mennesker som har mere end hvad hjertet kan ønske; som lever i luksus, bruger deres penge på rigt udstyrede huse, på personlige smykker, eller endnu være, tilfredsstille den sensuelle appetit på tobak, brændevin, eller andre ting som ødelægger hjernekraften, bringer sindet ud af balance, og fornedrer sjælen. Når de således føjer sig selv, ser hele himlen ned på disse som upålidelige forvaltere. Gud og engle lægger mærke til hvordan de midler mennesker får, som Skaberen skulle have fået til at velsigne verden med, vendes til at stilne selvet, til at vanære Gud, og forsømme hans arv. . . .