Når taleren, på en grov måde, skal slå ud, efter hvad fantasien drager ham, når han taler politik til folk, blander han den tarvelige ild med den indviede. Han vanærer Gud. Han har ikke et reelt vidnesbyrd fra Gud så han taler sandheden. Han gør sine tilhørere en frygtelig uret. Han kan så frø der kan strække deres rodtrævler dybt, og de vokser op og bærer deres giftige frugter. Hvordan drister mennesker sig til dette? Hvordan drister de sig til at fremme tanker når de ikke med sikkerhed ved hvorfra de kommer, og om de er sande?