Der er sjæle i deres mørke, fulde af samvittighedsnag og smerte og kval, der stadig føler at Gud er retfærdig og god. Herren holder håbets gnist i live i deres hjerter. De stakkels formørkede sjæle vil føle det således: Hvis jeg kun kunne vise mig for Gud, og behage min sag, ville han føle for Kristi sag, og denne forfærdelige frygt og pine ville være lindret. Han har prøvet at tale til mennesker, og har været groft afvist, irettesat og forhånet af hans formodede venner. Nogle *gange ophober skammen sig hans hoved har næsten ødelagt den sidste gnist om håb. Den sjæl der er bevidst om oprigtige og ærlige hensigter finder at han har mindre at frygte for Gud end fra mennesker der har hjerter af stål. Sjælen der er forvredet med menneskelig kval vender væk fra fejlbedømmelser og fordømmelser af mennesker der ikke kan tyde hjertet, har alligevel taget det på dem for at dømme deres medmennesker. Han vender sig til En der er uden en skygge af misforståelse, En der kender alle hjertets tilskyndelser, som er inde i alle omstændigheder ved fristelse. Gud kender enhver handling fra det tidligere liv, og dog i betragtning af alt dette, er den plagede sjæl rede til at betro sin sag hos Gud, med kendskabet til at han er medfølelsens og barmhjertighedens Gud.