Det lys som Herren har givet mig om dette emne, er at de midler i kassen for at støtte prædikanter på forskellige marker, ikke bruge til andre formål. Hvis der blev betalt en ærlig tiende, de penge der kom ind i kassen blev bevogtet nøje, ville prædikanterne få en retfærdig løn. Regnskabsbestyrelsen består ofte af mænd som var landmænd. Disse kunne klæde sig i grove klæder der passer sig til det arbejde som de udfører. De oprejste alle de trængende som en familie at leve af, og de vidste ikke hvilket udlæg en prædikant nødvendigvis måtte læbe, når han går ud på en ny arbejdsmark efter fortabte sjæle. Det er ofte hårde og nedmuntrende udsigter. Når arbejdet åbnes op på nogle marker er det opmuntrende; men der er andre marker hvor det ikke er sådan. Men begge må modtage sandheden. Prædikanten må arbejde og bede. Han må besøge forskellige familier. Han finder ofte så fattige folk, at de kun har lidt at spise, og ikke plads til at sove på. Der gives ofte midler til de mest trængende at stilne deres sult og dække deres nøgenhed. Hvilken uretfærdighed er det da at have et selskab som regnskabsbestyrelser, som med et pennestreg vil skuffe og prædikant i nød, som har brug for enhver cent som han er blevet ledt til at forvente. Der vil være ligeså megen rimelighed i at få en bestyrelse til at afgøre om mennesker er ansat på vore institutioner, får deres aftalte lønninger, eller få dem nedgraderet som menneskeligt redskab, som ikke selv vil påvirkes på nogen måde af de vanskelige steder de måtte igennem, skal afgøre.