Da Adam og Eva blev placeret i Edens have, de var uskyldige og syndfrie, i fuldstændig harmoni med Gud. Fjendskaben havde ingen naturlig plads i deres hjerter. Men da de forbrød sig, var deres natur ikke længere syndfri. De blev onde; for de havde sat sig selv på den faldne fjendes side, og gør de ting som Gud havde specificeret at de ikke skulle gøre. Var der ingen indblanding fra Guds side, ville mennesket have dannet fast alliance med Satan imod himlen. Men da ordene blev sagt: ”Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; skal den knuse dit hoved, og du skal hukke hendes hæl,” vidste Satan at selvom det lykkes ham at få mennesker til at synde, selvom han havde fået dem til at tro hans løgn, og betvivle Gud, selvom det lykkes ham at fordærve menneskenaturen, kom der nogle ordninger hvorved de faldne væsener, som var faldet, blev sat på fordelagtig grund, deres natur fornyes i gudfrygtighed. Han så at det at han fristede dem, vil falde tilbage på ham selv, og at han ville sættes der hvor han ikke bliver en sejrherre.