Lige før jeg sendte vidnesbyrdene ud om fjendens forsøg på at rokke ved grundlaget for vor tro, ved at sprede vildledende teorier, læste jeg om hvordan et skib mødte et isfjeld i tåge. Jeg sov kun lidt i de følgende nætter. Jeg var tynget ned som en vogn, fuld af korn. En nat så jeg tydeligt at der skete noget. En båd var ude på havet i tæt tåge. Pludselig råbte udkigsmanden: "Isbjerg lige for ude!" Og der tårnede et mægtigt isfjeld sig op over båden. En myndig stemme råbte: "Styr lige på det!" Der blev ikke nølet et øjeblik. Noget måtte gøres, med det samme. I maskinen blev der slået fuld fart frem, og styrmanden styrede båden lige mod isbjerget. Den ramte med et brag. Det var et frygteligt stød, og isfjellet blev knust i stumper og stykker som haglede ned på dækket med et tordenbrag. Passagererne blev voldsomt rystet ved sammenstødet, men ingen mistede livet. Båden havde fået skader, men de kunne repareres. Ved sammenstødet blev båden skubbet bagover, og den skælvede fra forstavn til agterende som et levende væsen. Så fortsatte den på sin kurs.