Two, however, of the twelve who had viewed the land, reasoned otherwise. "We are well able to overcome it" (Numbers 13:30), they urged, counting God's promise superior to giants, walled cities, or chariots of iron. For them their word was true. Though they shared with their brethren the forty years' wandering, Caleb and Joshua entered the Land of Promise. As courageous of heart as when with the hosts of the Lord he set out from Egypt, Caleb asked for and received as his portion the stronghold of the giants. In God's strength he drove out the Canaanites. The vineyards and olive groves where his feet had trodden became his possession. Though the cowards and rebels perished in the wilderness, the men of faith ate of the grapes of Eschol. 150

Men der var imidlertid to af de tolv, der havde taget landet i øjesyn, som mente noget andet.»Vi kan sikkert tage det!« (4Mos. 13,30), hævdede de, idet de anså Guds løfte for at være af større betydning end kæmper, befæstede byer eller stridsvogne af jern. For dem gik deres ord i opfyldelse. Skønt Kaleb og Josua delte de fyrretyve års ørkenvandring med deres brødre, kom de dog ind i det forjættede land. Kaleb, der havde et lige så modigt sind, som dengang han med Herrens hærskare drog ud fra Ægypten, udbad sig og fik som sin andel kæmpernes højborg. Ved Guds kraft uddrev han kana'anæerne. Vingårdene og olivenhaverne, som hans fod havde betrådt, blev hans ejendom. Skønt de feje og oprørske omkom i ørkenen, spiste de, som havde tro, af Esjkols druer.