Still another element of bitterness was added to his cup. His friends, seeing in adversity but the retribution of sin, pressed on his bruised and burdened spirit their accusations of wrongdoing.

Der blev føjet endnu nogle dråber malurt i hans bæger. Hans venner betragtede hans modgang som en gengældelse for synd og overdængede hans plagede og forpinte sind med anklager om syndige handlinger. Skønt tilsyneladende svigtet af både Himmel og jord, men alligevel bestandig i sin tro på Gud og i bevidstheden om sin retskaffenhed råbte han i sin kval og ængstelse:»Min sjæl er led ved mit liv."»Tag dog og gem mig i dødens rige, skjul mig, indtil din vrede er ovre, Sæt mig en frist og kom mig i hu!« Job 10,1; 14,13.