But man was not abandoned to the results of the evil he had chosen. In the sentence pronounced upon Satan was given an intimation of redemption. "I will put enmity between thee and the woman," God said, "and between thy seed and her seed; it shall bruise thy head, and thou shalt bruise his heel." Genesis 3:15. This sentence, spoken in the hearing of our first parents, was to them a promise. Before they heard of the thorn and the thistle, of the toil and sorrow that must be their portion, or of the dust to which they must return, they listened to words that could not fail of giving them hope. All that had been lost by yielding to Satan could be regained through Christ.

Men mennesket blev ikke overladt til følgerne af det onde, som det havde valgt. Den dom, der blev afsagt over Satan, rummede en antydning om frelse.»Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden,« sagde Gud, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen. 1Mos. 3,15. Denne dom, der blev afsagt i vore første forældres påhør, var en forjættelse til dem. Før de hørte om torne og tidsler, om den møje og sorg, som skulle blive deres lod, eller om det støv, som de skulle vende tilbage til, lyttede de til ord, som ikke kunne undlade at indgyde dem håb. Alt, hvad der var gået tabt ved at give efter for Satan, kunne atter genvindes ved Kristus.