Those who think of the result of hastening or hindering the gospel think of it in relation to themselves and to the world. Few think of its relation to God. Few give thought to the suffering that sin has caused our Creator. All heaven suffered in Christ's agony; but that suffering did not begin or end with His manifestation in humanity. The cross is a revelation to our dull senses of the pain that, from its very inception, sin has brought to the heart of God. Every departure from the right, every deed of cruelty, every failure of humanity to reach His ideal, brings grief to Him. When there came upon Israel the calamities that were the sure result of separation from God,--subjugation by their enemies, cruelty, and death, --it is said that "His soul was grieved for the misery of Israel." "In all their affliction He was afflicted: . . . and He bare them, and carried them all the days of old." Judges 10:16; Isaiah 63:9.

De, som tænker på følgerne af at fremskynde eller hindre evangeliet, tænker på dem i forhold til sig selv og til verden. Kun få tænker på dem i forhold til Gud. Kun få skænker en tanke, hvilken smerte synden har voldt vor Skaber. Hele Himmelen led under Kristi kval, men denne smerte hverken begyndte eller endte med, at han blev menneske. Korset er en åbenbarelse for vore sløvede smertesanser, som helt fra sin begyndelse af har bragt synden til Guds hjerte. Enhver afvigen fra det rette, enhver grusom handling, ethvert af menneskenes mislykkede forsøg på at nå op til hans forbillede voldte ham sorg. Når de ulykker kom over Israel, som var de visse følger af at skille sig fra Gud, når de blev overvundet af deres fjender og udsat for grusomhed og død bliver der sagt, at»da kunne han ikke længer holde ud at se Israels nød. »En frelser blev han for dem i al deres trængsel; ..... han løfted og bar dem alle fortidens dage.« Dom. 10,16; Es. 63,9.