Through Christ was to be fulfilled the purpose of which the tabernacle was a symbol--that glorious building, its walls of glistening gold reflecting in rainbow hues the curtains inwrought with cherubim, the fragrance of ever-burning incense pervading all, the priests robed in spotless white, and in the deep mystery of the inner place, above the mercy seat, between the figures of the bowed, worshiping angels, the glory of the Holiest. In all, God desired His people to read His purpose for the human soul. It was the same purpose long afterward set forth by the apostle Paul, speaking by the Holy Spirit:

Ved Kristus skulle det formål opfyldes, for hvilket tabernaklet var et symbol. I dette herlige bygningsværk genspejlede de funklende gyldne vægge i alle regnbuens farver forhængene, som var indvævede med keruber. Duften af stedsebrændende røgelse gennemtrængte alt. Præsterne var klædt helt i hvidt, og i det inderste rums dybe hemmelighedsfuldhed, over nådestolen, mellem de bøjede tilbedende engleskikkelser, fandtes den Højestes herlighed. I alt dette ville Gud, at hans folk skulle kunne tyde hans formål med menneskesjælen. Det var det samme formål, der lang tid derefter blev forkyndt af apostlen Paulus, som ved Helligånden sagde: